Viser kategori

PERSONLIGT

PERSONLIGT

R.I.P | Når man mister..

Jeg har været fraværende på både blog og instagram den sidste halvanden uges tid, og jeg kan ikke huske at have haft en værre periode i mit liv, siden min far døde for 3,5 år siden. Jeg mistede Nala sidste mandag – vores elskede kattepige, som var en del af familien. Hun flyttede ind hos os for 7,5 år siden, lige da vi havde fået vores fælles lejlighed, som vi har boet i siden. Så vi har faktisk ikke rigtigt prøvet at bo uden hende..

Det var desværre ikke en almindelig og fredelig måde tingene skete på. Midt ud i den blå luft forrige søndag aften, gik Nala voldsomt til angreb på min kæreste. Fløj i armen på ham og gik fuldstændigt amok, hun ville bare ikke stoppe. Jeg stod i den anden side og prøvede at få hende til at stoppe og ville prøve at gå ud af rummet for at aflede hendes opmærksomhed, da hun så flyver på mig. Dog “kun” i benet, da jeg når forholdsvist hurtigt at få hende lokket ud i køkkenet. Jeg ringede hurtigt til en vagtdyrlæge for at høre hvordan og hvorledes, og han siger, at det er så farligt når de først laver sådan et voldsomt angreb og vi bliver nødt til at få hende aflivet dagen efter.. Og det vidste jeg jo godt allerede idet hun gik til angreb. Jeg var så knust og pisse forskrækket over hvordan tingene pludselig havde taget sådan en grim vending.

Bagefter ringede jeg så til 1813 for at få tid til stivkrampe til os begge når angrebene havde været så voldsomme. Vi fik en tid henholdsvis 1.40 og 2.20 (klokken var 22.30 cirka da det skete). Vi kom hurtigt til og vi kom så også ind sammen, men vi skulle efterfølgende vente lang tid på at få drop i armen med flydende penicillin. Derefter ventede vi igen lidt tid, denne gang på lægen som skulle vurdere om vi skulle på medicin efterfølgende.. Vi fik begge besked på at skulle på penicillin kur i 7 dage da han ikke kunne vurdere hvor dybe vores bid var.

Dagen efter ringede jeg til vores dyrlæge så snart de åbnede og han var meget chokeret over det der var sket, men rigtig sød og hjælpsom og han ville selvfølgelig stå til rådighed med det samme og hjælpe os med at sende Nala godt afsted. Vi fik taget så god en afsked med hende som vi kunne, og turen hjem igen var bare så bevægende og urealistisk. At komme hjem efterfølgende til et tomt hjem hvor alle hendes ting stod urørt knuste mig også fuldstændigt. Jeg tog hjem til min mor nogle timer for at komme lidt væk fra hjemmet og de grimme minder fra aftenen før. Da jeg så kom hjem igen stod der to buketter blomster foran døren, og jeg brød fuldstændigt sammen med det samme, uden at ane hvem de var fra.. Den ene buket var fra en af mine rigtig gode veninder der havde sendt en smuk hvid buket med tilhørende kort, hvor forsiden af kortet var et billede af Nala. Den anden buket som I ser nedenfor var fra en masse søde piger både privat og fra instagram (tak Camilla, Vanessa, Trine, Pernille, Kathrine, Christina, Cathrine og Steffie). Jeg blev simpelthen så rørt, at ord ikke ville kunne beskrive det. At andre havde tænkt sådan på en midt i sådan en forfærdelig tid, betød virkelig alverden. Generelt har jeg bare fået så mange beskeder og tanker min vej hvilket har rørt mig rigtig meget <3

For mange er det måske “bare” et dyr, men for mig er det et familiemedlem jeg mistede. Hun betød alt for mig og hun var den der var der når ingen andre var. Hun var så glad for både min kæreste og jeg, og hun havde så stor tryghed i os og havde alle hendes sære, sjove og ikke mindst søde vaner. Hjemmet var bare hendes domæne hvor hun styrede slagets gang. Hun var fantastisk og jeg er taknemmelig over, at jeg nåede at få 7,5 år med hende hvor jeg kun kan tænke tilbage på at hun har haft det godt og været møgforkælet og elsket.

Vi ved ikke hvad der trickede det angreb, men jeg har hørt fra folk jeg kender og læst om på nettet, at skjult sygdom hos katte, som nødvendigvis ikke kan ses med det blotte øje af os mennesker, kan udløse aggressive reaktioner og angreb fra katte. Så jeg tænker om hun mon har fejlet noget. Jeg har det egentlig også fint ved ikke at vide hvad det var. For hvis det nu havde været noget der kunne være opereret væk og måske løst problemet, ville det stadig ikke kunne undgås at hun skulle være aflivet – for når først de har lavet sådan et farligt angreb, vil man aldrig kunne stole på dem igen, og vi ville være bange for hende resten af tiden. Det ville ikke være et værdigt liv for hende..

Vi mindes hendes gode tider og vores gode år med hende. Jeg vil aldrig erstatte hende, for hun kan ikke erstattes, men vi har brug for at fylde tomrummet med et nyt familiemedlem inden længe. Heldigvis er jeg begyndt at få det bedre nu og være mere glad. Men jeg har været så sønderknust og grædt mig selv halvt ihjel og faktisk afskyet vores eget hjem i den sidste tid her. Men jeg håber på at det lysner nu, jeg kan mærke en bedring. Sorgen begynder langsomt at udvikle sig til savn <3